Sådan starter du med at køre på racercykel 🚴💨
Stor guide til hvordan du bedst kommer i gang med racercykler som nybegynder
Går du også og drømmer om at kunne iklæde dig alt for stramt tøj, lavet i lycra, uden at nogen siger noget til det?
Så er du landet det helt rigtige sted!
Ej, det er selvfølgelig ikke hele sandheden, kun noget af den, men dét og meget andet kommer vi til. 😉
Fordi, hvis du går og ønsker at blive lidt klogere på landevejscykling og hvordan du kommer bedst muligt i gang med det – ja, så er du med garanti det helt rigtige sted!
Jeg vil nemlig prøve at tage dig virtuelt med i hånden og kigge nærmere på, hvad du bør have krydset af på tjeklisten for at komme bedst muligt i gang med din nye yndlingshobby som landevejskriger på en racercykel.
Det er blevet til denne lidt længere guide, som jeg håber, du kan bruge til noget.
Om ikke andet, hvis det hele virker lidt for uoverskueligt, så kan jeg helt kort fortælle dig her, hvad du SKAL bruge for at komme godt i gang på en racercykel:
- En god racercykel med gear af ordentlig kvalitet. Dvs. at du bør sigte efter racercykler med en Shimano 105 geargruppe eller som minimum en Tiagra.
- En cykelhjelm og evt. cykelsko til klikpedaler (gør kun dine cykelture sjovere og hurtigere).
- Find noget godt cykeltøj, du er komfortabel i (det kan virkelig ikke betale sig at være nærig – og jeg er sikker på, at din bagdel vil være enig!).
- Husk altid lappegrej til dine cykelture og drikkedunke med væske.
Find den rigtige racercykel
Så står vi her… med et udvalg af hundredvis, ja hvis ikke tusindvis af racercykler at vælge imellem… så, hvilken vælger du?
Jeg kender følelsen - det er slet ikke så let at vælge sin racercykel, som man egentlig troede!
Udvalget, priserne, mærkerne, kvaliteten, designet, og jeg kunne blive ved og ved. Der er en masse tanker, som flyver igennem ens hoved, når man står og skal tage sit valg om sin nye racercykel 😵💫
Nogle af dine tanker og valg vil jeg prøve at komme til livs for dig her!
Stel - Skal cyklen være i aluminium eller carbon?
Kan du mærke det? Nu er du rigtig i gang med din søgning efter en ny jernhest, men hov…
Aluminiumscykler? Carboncykler? Hvad betyder det?
Udover at det betyder, hvor meget din pengepung skal brænde, så fortæller det også, hvad selve cyklens ramme/stel er lavet af. Altså selve materialet.
Når du som helt ny skal vælge en racercykel - så er alu-cyklen det perfekte valg!
Ikke at jeg siger, at du ikke må gå ud og investere i en carboncykel (hellere end gerne 💸), men jeg tør godt vædde med, at dit behov slet ikke er der endnu. Lad mig prøve at forklare…
Aluminium er i sin egen form et let og stift materiale, som gør det perfekt at bygge cykler ud af. Det giver cyklen god robusthed, samtidig med at man får en masse køreglæde. Og skulle der komme en skade på cyklen, så er alu-cykler også væsentligt billigere at reparere end carboncykler.
Derfor er alu-cykler det perfekte valg som førstegangskøb!
Tip: De fleste aluminiumsmodeller er udstyret med en carbonforgaffel. Den er bl.a. med til at sikre dig bedre komfort på selv de helt lange cykelture.
Fik jeg ikke overbevist dig helt? Eller er du stadig i tvivl om, hvorfor man skal vælge det ene frem for det andet? Vi har et andet lille blogindlæg, der måske kan hjælpe med den tvivl - Bliv klogere på alu vs. carboncykler her.
Udstyr og komponenter
Okay - lad os sige, at du nu har besluttet dig for at vælge en racercykel i alu. Pis' fedt! Men…
Har du også tænkt over de komponenter, som cyklen kommer med? Du ved, sådan noget som geargruppen, bremserne osv.?
Det var ikke for at give dig endnu en hovedpine. Tværtimod! For gode komponenter holder længere, hvilket betyder mindre udskiftning af sliddele som fx kæde, kassette og bremser.
Helt kort vil jeg derfor lige sige, at det kan betale sig at holde øje med, hvilken geargruppe cyklen kommer med.
- Går du efter en racercykel med Shimano, bør du som minimum gå med Tiagra og helst 105-gruppen (læs guide om Shimano geargrupper).
- Kigger du på en racercykel med SRAM, bør du som minimum gå med Apex (læs guide om SRAM geargrupper).
Priser på racercykler
“Hva' koster'n?” - Er jo det gyldne spørgsmål!
Og svarene er mange, da priserne på racercykler kan variere på mange forskellige parametre. Udover de to væsentlige, som vi allerede har snakket om, nemlig stellets materiale (alu eller carbon) og komponenterne, så har et parameter som brand/mærke også stor betydning!
Min overbevisning med racercykler er, at 9/10 af gangene hænger kvalitet sammen med pris. Value-for-money, baby 🤑
Men, med det sagt, laver mange af de store brands heldigvis også klassebegynder-racercykler til priser, hvor de fleste kan være med.
Køber du derfor en ny racercykel til omkring 10.000 kr., der kan opfylde kravene med komponenterne - så bliver du godt kørende!
Racercykel brands vi anbefaler:
Findes der forskellige typer racercykler?
En sidste væsentlig ting, som du formentlig også støder på i jagten på en racercykel, er typen af racercyklen!
Skal man være lidt grov, kan man dele dem i tre overordnede kategorier: Komfort, Aero og Allround racercykler.
De cykeltyper, du ofte vil opleve i et lavere prisleje, er komfortracere og allroundracere. Hvilket også er de helt rigtige typer cykler at starte ud med - da det kræver en vis tilvænning at sidde på racercyklen. Især i længere tid!
Komfort- og allroundracercykler giver naturligt en mere oprejst position på cyklen, modsat en aero-racer.
Aero-raceren tvinger dig til at sidde mere aggressivt, hvilket belaster bl.a. din ryg mere.
Racercykler under 20.000,-
Cykelsko, cykeltøj og cykelhjelm til racercykel
Sådan mand - så fik vi klaret cyklen! Og nu kan du faktisk allerede tage ud og trille. Men…
Du vil gerne liiige gøre din cykeloplevelse endnu bedre, ik'? 😉
Her kommer det helt rigtige cykeludstyr i spil - og her snakker vi alt lige fra cykelsko til cykeltøj, cykelhjelme og en masse andet lækkert!
Er du klar? Så lad os kigge nærmere på det!
Cykelhjelm - det skal du være opmærksom på
Husk cykelhjelmen, når du skal på racercyklen.
Vi kan ikke komme ud og cykle uden en ordentlig cykelhjelm!
Heldigvis, findes der et kæmpe udvalg af hjelme i alle mulige fede designs, og alle med hver deres egenskaber til landevejscykling.
Det kunne fx være egenskaber som god ventilation, fokus på aerodynamik eller en meget lav vægt.
Og så er der farverne selvfølgelig… uha ja, med farverne har du også frit valg på alle hylder til at vælge præcis den hjelmfarve, der passer bedst til din stil og dit look.
I forhold til prisen på en god cykelhjelm, kan den gå fra omkring 400-500 kr. og helt op til +2.500 kr.
Her vil jeg dog bare lige tilføje, at du i prisniveauet mellem 500-1.000 kr. virkelig kan få meget god hjelm for pengene. Også med MIPS endda!
Sikkerhed og pasform/komfort bør være dine top prioriteter, når du skal vælge din nye racercykelhjelm (sammen med et lækkert design 😜).
Tip: Kig efter cykelhjelme med MIPS beskyttelsesteknologi. Systemet mindsker belastningen på dit hoved markant ved et evt. styrt. MIPS kommer ikke som standard i alle cykelhjelme, men det er værd at prioritere. Læs om MIPS her.
Lazer hjelme har også lavet deres eget beskyttelsesteknologi der hedder Kineticore. Læs om Kineticore her.
Tjek evt. mærker som Specialized, Lazer, Scott og ABUS, hvor du får masser af cykelhjelm for pengene, og du har flere forskellige valgmuligheder i samme prisleje!
Racer cykelhjelme
Cykelsko - Værd at vide
Skal vi ikke se på, hvordan du får en masse fart i pedalerne? 🚴💨
Det hurtige svar er: Cykelsko med tilhørende klikpedaler og klamper!
Nu må du ikke blive skræmt af klikpedaler og klamper. De kræver tilvænning – ja, 100% – men du går heller aldrig fra dem igen.
Hvis du ikke helt er med på, hvad jeg snakker om, så er det smarte ved cykelsko, at de er designet med nogle små huller i sålen. I de huller kan en klampe monteres.
Klampen er en lille skinne, som sørger for, at din cykelsko bliver siddende fast i din pedal. Og ja, du gættede rigtigt – i din klikpedal. 😉
Klikpedalen har en masse fordele, som fx større kraftoverførsel, et bedre tråd osv. Læs om det i vores guide om klikpedaler her.
Cykelsko finder du i alle prislag, ligesom med alt andet cykeludstyr. Nogle er rigtig gode, og andre er rigtig dårlige. Hårde fakta, I know.
Men hvis der er ét sted, jeg synes, du ikke skal spare, så er det ved dine cykelsko.
Brug gerne lidt tid på at prøve forskellige modeller. De må helst ikke være for brede, men heller ikke for stramme.
Du skal tænke på, at de sko skal kunne holde dine fødder rare og komfortable i, hvem ved… måske +100 kilometer en skønne dag?
En af vores absolutte bestsellers er Specialized Torch 1.0 cykelsko – startpris omkring 949 kr. Vanvittigt meget cykelsko for pengene, og endda med BOA-spændesystemet!
BOA-spændet er et system, der ved hjælp af små snører giver dig mulighed for at stramme dine cykelsko til omkring din fod. Nogle sko har én BOA-spænde, nogle har to.
Hvis du gerne vil vide meget mere om, hvordan du finder frem til din helt rigtige cykelsko, så kan du læse meget mere om, hvordan du vælger de rigtige cykelsko, i vores store cykelskoguide.
Racer cykelsko
Cykeltøj - der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning!
Ét sted, hvor jeg på den hårde måde (undskyld bagdel!), personligt har lært, at man ikke burde spare - er ved ens cykeltøj!
Hold nu op, hvor gør den helt rigtige bibshorts (cykelshorts med pude) bare en verden til forskel, når du sidder ude i sadlen. Det er ret vildt.
At bruge tiden på at finde sig et godt sæt cykeltøj, er virkelig tid og ikke mindst ‘money-well-spent’ 👌
Jeg lover du vil ikke fortryde det!
Skal du ud og købe dit første sæt cykeltøj?
Så vil en kæmpe anbefaling herfra være at tage årstiden og vejret med i dine overvejelser, i forhold til hvornår du tænker at tage ud på cyklen.
Er det fx stadig lidt køligt i vinden, så bør du prioritere en langærmet trøje frem for en kortærmet cykeltrøje. Skal det være lange cykelshorts, korte cykelshorts eller måske korte og forede cykelshorts sammen med benvarmere?
Find også et par gode cykelsokker, der egner sig til årstiden. Udover en øm bagdel, er kolde tæer måske nok det værste ude på cyklen!
Andet cykeltøj, eller accessories om man vil, der også kan gøre en forskel på din cykeltur, er bl.a. cykelhandsker, et par gode cykelbriller og buksefedt.
HALLELUJA for buksefedt! Prøv det, virkelig. Bare prøv det!
Hvis jeg lige må kaste mine sidste anbefalinger efter dig, så er Assos' cykelshorts/bibs vanvittige! Dem vil du ikke fortryde.
Derudover er danske GripGrab kommet ud med noget mega fedt cykeltøj, hvor deres cykeltrøjer især spiller, synes jeg selv.
Og så kan man selvfølgelig heller ikke komme udenom Castelli. Italiensk kvalitet, når det er bedst. Fantastiske produkter!
En sidste, men også utrolig væsentlig ting, du skal være opmærksom på, når du shopper cykeltøj, er tøjets fit. Altså tøjets pasform.
Vil du gerne have det dejligt stramt, som var du en vaskeægte Tour de France-rytter, skal du gå efter: Race fit.
Har du ikke behovet for, at det sidder alt for stramt, vil jeg anbefale dig at gå efter: Regular fit eller Normal fit/sizes.
Ved regular fit får du ofte cykeltrøjer og bibs, der selvfølgelig sidder tæt, men ikke for stramt. Der er mere fokus på det ergonomiske design, bevægelighed og komfort.
Cykeltøj til race
Udstyr til din nye racercykel
Racercykel ✅ Cykelhjelm ✅ Cykelsko ✅ Cykeltøj ✅
Hold nu op, hvor du er klar til at komme ud og bekæmpe de lokale bakketoppe og bande og svovle over modvinden, der tæsker mod dit ansigt. Men… men, men. Jeg har lige én sidste ting!
Udstyr til cyklen og til at have med ud på cykelturen er uundværligt. Og med udstyr mener jeg bl.a. flaskeholdere, drikkedunke, værktøj og lappegrej.
Grunden til, at det er vigtigt for mig at nævne flaskeholdere og drikkedunke, er, at det ikke er med som standardtilbehør, når du køber en racercykel.
Vi monterer det gerne for dig inden levering, men du skal selv huske at købe det separat - og det er et ‘must-have’. Intet mindre!
Når du skal ud på en cykeltur på raceren, bør du også altid have udstyr med til at kunne fikse en defekt. Hvad enten det er cyklen, en punktering eller noget helt tredje.
Den bedste måde du gør det på, er ved at medbringe:
- Et multi-tool
- Ny(e) cykelslanger (hvis ikke du ruller tubeless, ellers medbring plugs)
- Flere dækjern
- En god pumpe (håndpumpe eller CO2-pumpe)
Tænker du nu, at det lyder af ret meget at have med sig på tur - så bare rolig! Her kommer sadeltasken nemlig ind i billedet.
En sadeltaske er nemlig genial i forhold til, at du så ikke behøver at fylde dine baglommer ubehageligt meget op, så det hopper og danser på ryggen af dig ved de mindste bump på vejen. Og det er rart!
Sadeltasker findes i mange forskellige størrelser og designs - så du kan uden tvivl finde en, der passer dig.
Bliv køreklar med din racercykel hos Cykelexperten.dk
Puha, så kom vi til afslutningen af det hele!
Jeg håber, at du har kunnet tage en masse med dig videre fra noget af det, du har læst.
Det vil være en løgn, hvis jeg sagde, at cykling er en billig hobby. For av min arm, det kan blive dyrt, når man først kommer i gang!
Men… samtidig handler det også 100% om, hvad man selv gør det til.
Mit bedste afsluttende råd til dig er bare - find ud af, hvad der virker for dig.
Hvad du er komfortabel med. Hvad du er komfortabel i. Og hvad du føler, kan give dig størst glæde.
For det er, hvad cykling handler om i sidste ende. Gode oplevelser og glæde!
Tag ud og prøv lidt forskellige cykler. Find din rigtige størrelse. Overvej det med geargruppen, så du kommer godt fra start.
Tag dig endelig tiden til at finde det tøj og udstyr, du har det bedst i og med. Det vil du ikke fortryde.
Og skulle du have spørgsmål eller andet til noget som helst af ovenstående, så hjælper vi dig gerne på jagten efter det helt rigtige setup.
Både her online via vores kundesupport eller i vores Megastore i Vanløse med flere hundrede cykler udstillet.
Fra mig til dig - Tusind tak for, at du læste med!
Jeg ønsker dig de allerbedste ture ude på din nye racercykel. Det er det fedeste 😍
Rigtig god dag!
De bedste hilsner,
Jonas fra Cykelexperten.dk