En elcykel er for de fleste den dyreste cykel, de nogensinde køber, og den sværeste at gennemskue. Motor, batteri, watt-timer og rækkevidde er tal, du aldrig skal tage stilling til på en almindelig cykel.
Under produkterne gennemgår vi, hvilken elcykel du skal vælge: hvad en god elcykel koster, hvad du skal passe på med en billig elcykel, hvor motoren skal sidde, hvor langt batteriet rækker, og hvad loven siger. Vil du hellere mærke forskellen selv, kan du prøve elcyklerne i vores MEGASTORE i Vanløse.
Hvilken elcykel skal jeg vælge?
Start med, hvad cyklen skal bruges til. Det spørgsmål skærer flest modeller fra med det samme. En elcykel til 12 kilometers pendling hver dag i al slags vejr er en anden cykel end den, du tager med på weekendture ad skovstier.

Når det ligger fast, kommer resten af valget nogenlunde i den her rækkefølge:
- Hvor langt skal du køre mellem hver opladning? Det afgør batteriets størrelse.
- Hvordan vil du sidde? Oprejst og afslappet eller lidt foroverbøjet og sporty.
- Hvor skal motoren sidde, og hvor kraftig skal den være?
- Hvad vil du give, og hvad får du for pengene i hver prisklasse?
Til sidst: Prøv et par stykker. To elcykler med de samme tal på papiret kan føles vidt forskellige, når du træder i pedalerne.
Hvad koster en god elcykel?
Vores billigste elcykler ligger lige under 14.000 kroner. Det er mange penge, så her er, hvad du får i de forskellige prisklasser.
Op til omkring 18.000 kroner får du en solid pendlercykel med centermotor fra en af de store motorproducenter, et batteri på 400 til 500 Wh, hydrauliske skivebremser og indvendige gear. Det er her, de fleste ender, og det er rigeligt til daglig transport. Mellem 15.000 og 17.000 kroner kan du typisk få en rigtig god elcykel med stort batteri og komponenter i høj kvalitet.
Mellem 20.000 og 30.000 kroner betaler du for et større batteri, bedre affjedring i forgaffel og sadelpind, remtræk i stedet for kæde og gear, der skifter automatisk eller elektronisk. Pengene går til komfort og mindre vedligehold. Farten er den samme.
Over 30.000 kroner er du typisk ovre i speed pedelecs, el-mountainbikes med fuld affjedring eller topmodeller med carbondele.
Vil du ikke betale det hele på én gang, kan du købe din elcykel på afbetaling med ViaBill, enten rentefrit over fire rater eller fordelt over 4 til 24 måneder.
Hvad er den bedste billige elcykel?
Den bedste billige elcykel er som regel en god elcykel, der er sat ned i pris. Sidste års model med en ordentlig motor og et stort batteri slår en ny cykel, der er bygget til at ramme en lav pris. Kig efter en elcykel på tilbud, i outlet eller på udsalg, før du går ned i kvalitet.
Det gælder også, hvis du leder efter en billig elcykel med centermotor. Motoren på sidste års model er ofte den samme som på årets, så det er her, du sparer mest uden at give køb på det vigtigste.
Kan det betale sig at købe en elcykel under 10.000 kroner?
Elcykler under 10.000 kroner findes, især i supermarkeder og hos forhandlere af biltilbehør. Vi fører dem ikke, fordi der er tre steder, man kan spare på en elcykel, og de koster alle sammen mere senere.
Det første er motoren. En navmotor fra en ukendt producent er billig at montere og svær at få reservedele til. Mindre motor- og batteriproducenter giver ofte kortere garanti, og går motoren i stykker efter garantien, findes delen tit ikke længere. Med en motor fra Bosch eller Shimano kan du få cyklen repareret over hele landet, og reservedelene er nemme at skaffe.
Det andet er batteriet. På de billigste elcykler sidder der typisk et lille batteri, der ikke rækker meget længere end 40 kilometer. Du kan selvfølgelig lade oftere, men et batteri kan kun lades et vist antal gange, så det bliver slidt op hurtigere. To batterier kan desuden stå til det samme antal watt-timer og alligevel holde vidt forskelligt, fordi cellerne indeni er af forskellig kvalitet. Det kan du ikke se på databladet.
Det tredje er stellet, bremserne og resten af delene. En elcykel vejer typisk 22 til 28 kilo og kører stabilt 25 km/t, så bremser, dæk, gear og kæde arbejder hårdere end på en almindelig cykel. På mange billige elcykler er stellet en almindelig cykel, der er gjort klar til el, og delene er valgt efter prisen. Dæk og gear slides hurtigere op, og med løbende reparationer kan den billige elcykel ende med at koste det samme som en bedre model, eller mere.
Det samme gælder køb i Tyskland eller hos en forhandler uden eget værksted. Prisen kan være lavere, men garantisager på en elcykel handler næsten altid om motor eller batteri, og de skal ordnes et fysisk sted af en autoriseret tekniker. Skal cyklen sendes til udlandet og retur, står den stille i ugevis.
Vi giver 6 års garanti på cyklen og har eget værksted med certificerede teknikere. Det er en del af forklaringen på prisen.
Centermotor, forhjulsmotor eller baghjulsmotor?
Centermotoren sidder i kranken mellem pedalerne og trækker via kæden eller remmen. Vægten sidder lavt og midt på cyklen, så den kører som en almindelig cykel, bare lettere. Motoren er momentdrevet: Den mærker, hvor hårdt du træder, og giver hjælp derefter. Det føles som kraftig medvind, du selv skruer op og ned for på displayet, typisk i tre til fem niveauer. Centermotoren bruger også cyklens gear, så du får mere kraft op ad bakke og mere ud af batteriet.
.jpg)
Forhjulsmotoren sidder i forhjulets nav. Den er billigere og kan sættes på næsten alle cykler. Til gengæld sidder vægten højt og forrest, så forhjulet lettere mister grebet på grus og vådt underlag. Hjælpen doseres som regel efter, hvor hurtigt du træder rundt, og ikke efter hvor hårdt, og det føles mindre naturligt.
Baghjulsmotoren sidder i baghjulets nav. Den giver bedre greb end forhjulsmotoren, fordi vægten ligger på det hjul, der trækker, men den gør det mere besværligt at skifte et punkteret baghjul.
Til dansk pendling anbefaler vi en elcykel med centermotor i langt de fleste tilfælde. En navmotor giver mening, hvis budgettet er stramt, eller hvis cyklen mest skal bruges på flad asfalt over korte afstande. Vil du gå i dybden, har vi skrevet en hel guide om frontmotor eller centermotor.
Motorerne kommer i praksis fra en håndfuld producenter. Bosch og Shimano er dem, vi ser flest af, og begge har et forhandlernet, så du også kan få service og reservedele om fem år. I udvalget finder du også motorer fra Yamaha og et par mindre mærker.
Hvor kraftig skal motoren være?
Motorens styrke måles i newtonmeter (Nm). Både Bosch og Shimano laver flere motorer i forskellige styrker, og selv de svageste er rigeligt til flade danske cykelstier.
Kører du i kuperet terræn, holder ved mange lyskryds eller skal ud i skoven, giver en kraftigere motor mening. Den trækker bedre fra stilstand og op ad bakke. De allerkraftigste motorer sidder typisk på el-mountainbikes og speed pedelecs, hvor accelerationen betyder mest.
Husk, at en kraftigere motor bruger mere strøm. Med det samme batteri kører du altså kortere på en opladning, og prisen følger som regel med op.
Hvor langt kan en elcykel køre på en opladning?
Producenternes tal er målt under gunstige forhold, så regn med, at du sjældent når helt så langt i hverdagen.

Batteriets størrelse måles i watt-timer (Wh). Et batteri på 500 Wh rækker typisk 50 til 90 kilometer i praksis. Spændet er bredt, fordi rækkevidden afhænger af, hvor meget hjælp du beder om, hvor meget du og din bagage vejer, hvor kuperet ruten er, og hvor koldt det er. Et batteri leverer mærkbart mindre ved frostgrader end i juli. Med de største batterier kan du under gode forhold komme over 100 kilometer.
Regnestykket i praksis: Kører du 15 kilometer hver vej til arbejde med moderat hjælp, klarer et 500 Wh-batteri som regel to til tre dage mellem opladningerne. Kører du på højeste niveau hele vejen, halveres det.
Vælg batteriet stort nok fra starten. På nogle modeller, for eksempel flere elcykler fra Gazelle, kan du selv vælge batteristørrelse, når du køber cyklen, og en opgradering koster langt mindre end et ekstra batteri senere. Læs mere i vores guide til elcyklens rækkevidde.
Hvor længe holder batteriet?
Et elcykelbatteri holder typisk mellem 500 og 1.000 fulde opladninger, før kapaciteten er faldet til omkring 70 procent. For de fleste svarer det til fem til syv års pendling. Et stort batteri skal lades sjældnere end et lille til de samme ture, så det holder også flere år.
Du forlænger levetiden ved at undgå yderpunkterne. Lad ikke batteriet stå helt fladt i ugevis, og lad det heller ikke stå på 100 procent hele vinteren. Skal cyklen stå stille fra november til marts, så tag batteriet med indenfor og opbevar det halvt opladet ved stuetemperatur. Frost skader ikke batteriet, når det bare står, men undgå at lade det op i frostvejr.
Hvilken type elcykel skal du vælge?
Motoren er ofte den samme på tværs af typerne. Det er resten af cyklen, der afgør, hvad den er god til.
Til pendling og hverdag er en citybike eller trekkingcykel det oplagte valg. De kommer tit med lygter, lås, skærme, bagagebærer og støtteben fra fabrikken, og det udstyr kan være svært at montere bagefter på en mere sporty cykel. Vælg lav indstigning, hvis du skal af og på tit eller har et barn med bagpå.
![]()
Tænk også over, hvordan du vil sidde. De klassiske modeller har en oprejst geometri, hvor du sidder med næsten ret ryg, og komforten kommer først. Andre citybikes har en mere foroverbøjet og sporty siddestilling. Den er mindre afslappet, men cyklen er lettere at træde op i fart og holde kørende over de 25 km/t, hvor motoren holder op med at hjælpe.
Se udvalget af elcykel til dame og elcykel til herre.
Skal du ud på grus og stier, er en el-mountainbike med kraftigere motor og affjedring det rigtige valg. Til landevejen findes der også el-racercykel-modeller. Begge typer er bedst til motion og mindre praktiske til hverdagstransport.
Har du langt til arbejde, er en speed pedelec med hjælp op til 45 km/t værd at kigge på. Læs afsnittet om loven nedenfor først, for der gælder skrappere regler.
Hvilken størrelse elcykel skal du have?
Princippet er det samme som på en almindelig cykel, med én vigtig forskel: En elcykel vejer omkring det dobbelte, så det betyder mere, at du kan sætte foden sikkert i jorden, når du stopper.
Skal du køre i al slags vejr, så vælg hellere lidt lavere end lidt højere. En cykel på 25 kilo er ikke sjov at balancere på tåspidserne i et lyskryds i regnvejr.
Stelstørrelsen står på hver models produktside. Vil du have det helt præcist, har vi en guide til at finde den rigtige cykelstørrelse.
Bremser, dæk og hjelm
Vægten ændrer kravene. Hydrauliske skivebremser bør være et minimum på en elcykel, og klodserne skal skiftes oftere end på en almindelig cykel, fordi de arbejder hårdere.
Dækkene bør være godkendt til elcykler. Mange producenter mærker dem E-25, og til speed pedelecs findes der dæk godkendt efter ECE-R75. Almindelige cykeldæk er ikke bygget til vægten og farten over tid.
Tænk også over hjelmen. Kører du fast 25 km/t, sker uheld ved højere fart end på en almindelig cykel, og der findes hjelme, der er testet til netop det. Se vores udvalg af hjelm til elcykel.
Hvad siger loven om elcykler?
En almindelig elcykel må have en motor på højst 250 watt, motoren må kun hjælpe, når du træder, og den skal slå fra ved 25 km/t. Holder cyklen sig inden for det, er den en cykel i lovens forstand. Der er ingen aldersgrænse, intet krav om kørekort eller nummerplade og intet krav om hjelm. Rådet for Sikker Trafik anbefaler dog, at man er mindst 15 år.
Tuning er ulovligt. Fjerner du hastighedsspærren, er cyklen ikke længere en cykel, politiet kan beslaglægge den, og du risikerer at stå uden forsikringsdækning.
En speed pedelec giver hjælp op til 45 km/t og skal være typegodkendt. Efter de nuværende danske regler må den køre på cykelstien, men der gælder skrappere krav end på en almindelig elcykel:
- Du skal bruge cykelhjelm.
- Du skal være fyldt 18 år. Er du 15 til 17 år, skal du have knallertkørekort, eller kørekort til bil, hvis du er 17.
- Der skal være tegnet en ansvarsforsikring, og du skal have kvitteringen med, når du kører.
- Lygterne skal være tændt hele tiden, også om dagen.
- Du må ikke have barnestol på eller trække en cykelvogn.
Reglerne for speed pedelecs bygger på en forsøgsordning, så tjek de aktuelle regler hos Færdselsstyrelsen, før du køber.
Hvilke elcykelmærker fører vi?
Gazelle er hollandsk og bygger nogle af de mest gennemførte pendlercykler på markedet. Kalkhoff er tysk og kendt for solide stel og gode batteriløsninger til lange ture. Kildemoes er det danske valg til hverdagen. Vil du have noget sportsligt, laver Cube og Bergamont både el-mountainbikes og hurtige trekkingcykler.
Vi har brugt mange år på at vælge de mærker, vi fører, ud fra hvordan cyklerne holder, og hvordan servicen er, når noget skal skiftes. Når mærket er i orden, er det komponenterne, der gør forskellen. Sammenlign derfor motor, batteri og bremser, når du står mellem to modeller.
Vil du se, hvilke modeller der klarer sig bedst, har vi samlet dem i elcykel bedst i test.
Hvorfor vælge en elcykel?
De fleste køber en elcykel for at lade bilen eller toget stå på en del af turene. Du slipper for bilkøer og ventetid på perronen, og du sparer brændstof, parkering og dyre togkort. En elcykel er også langt billigere end en ny bil.
Du får samtidig mere motion. Med hjælp fra motoren har du overskud til at køre længere og oftere, end du ville på en almindelig cykel, og du bestemmer selv, hvor meget du vil svede. Cyklen er desuden en af de mest energibesparende måder at komme rundt på. Læs mere om elcyklen som alternativ til bilen.
Service, garanti og reservedele
En elcykel skal serviceres oftere end en almindelig cykel. Vægten og motorkraften slider hurtigere på kæde, klodser og dæk, og motoren skal have opdateret software en gang imellem.
Vores værksted i Vanløse er certificeret, og som Shimano Service Center kan vi lave diagnostik på motoren i stedet for at gætte. Det betyder også, at en garantisag kan klares hos os, så cyklen ikke skal sendes væk.
Prøv elcyklen i vores MEGASTORE i Vanløse
En elcykel føles anderledes, end den ser ud, og forskellen på to motorer er svær at læse sig til. Hvordan hjælpen sætter ind, hvor meget motoren larmer, og hvordan vægten opfører sig ved lav fart, skal du mærke.
I vores MEGASTORE i Vanløse står der altid et stort udvalg af elcykler klar til en prøvetur, og vores folk har solgt og skruet på elcykler i mange år. Fortæl os gerne på forhånd, hvor langt du skal køre, og hvordan ruten ser ud, så har vi et par modeller klar, når du kommer.