6 års garanti på cykler
Cykler lige til døren
4.7 stjerner på TrustPilot

Mountainbikes - Ofte stillede spørgsmål


Vi modtager masser af spørgsmål fra vores kunder hver eneste dag, og nu hvor vejret bliver koldere og vådere er det særligt mountainbiken der er i fokus. 

I denne blog tager vi et kig på de mest stillede spørgsmål omkring MTB, og svarer så godt vi kan på dem alle sammen. 

Vi kigger blandt andet på hvad der kendetegner en mountainbike, hvilke prislejer man kan vælge fra, og hvilket udstyr du skal bruge for at få den bedste oplevelse. 

Brug guiden hvis du skal til at starte med at køre MTB, eller hvis du bare vil have et par gode tips og tricks til at få mere ud af cykelturen i skoven.

Mountainbike FAQ

Hvad er en mountainbike?

En mountainbike er en cykel du kan bruge i al slags terræn. 

Det der virkelig adskiller modellerne fra andre cykeltyper, er de brede dæk og den kraftige affjedring. De brede dæk sikrer cyklens greb i ujævnt terræn, og de kraftige knopper sørger for at man kan manøvrere i selv de værste betingelser. 

Dækkene tager en smule af farten på f.eks. landevejen, sammenlignet med en racercykel, men sikrer at du kan bruge cyklen uanset hvor udfordrende terræn du kører i. 

En mountainbike er altid udstyret med en form for affjedring. Den mest almindelige typer sidder i forgaflen. 

Mountainbikes med affjedring alene i forgaflen kaldes 'hardtail' mountainbikes. Det er den mest udbredte type MTB og kan fås i masser af forskellige prisniveauer. 

Andre modeller kaldet 'full-suspension' har affjedring både for og bag, og giver brugeren mere komfort og mere greb på de allermest tekniske ruter. En MTB med dobbelt affjedring vil ofte være en smule dyrere end dem med kun én affjedring.

Mountainbike - fullsuspension vs. hardtail

  • Full-suspension
    • Bedre affjedring
    • Mere greb
    • Ofte dyrere
  • Hardtail
    • Kun affjedring fortil
    • Lavere vægt
    • Billigere
    • Kan fås både som professionelle cykler og hverdagsmodeller

Mountainbikes kan som mange andre sportscykler fås i udgaver med både aluminiums- og carbonstel. Aluminium er tungere men billigere, mens carbon er dyrere men både er lettere, stivere og mere komfortabelt. 

Mountainbikes er primært lavet som motionscykler, men kan også bruges til hverdag og transport. 

Der findes masser af forskellige prisniveauer, så man kan få mountainbikes der i højere grad er lavet til hverdagsbrug, mens andre er lavet specifikt til kørsel på sporet i skoven. Selvom cyklerne er lavet til brug i skoven i ujævnt terræn, er der ikke rigtig nogen begrænsninger med en mountainbike. 

Cyklerne kører også hurtigt på landevejen og på grusstierne, og er derfor populære til mange forskellige behov.


Hvad koster en mountainbike?

Mountainbikes kan fås i masser af forskellige prislejer, alt efter hvilket behov du har. De afgørende faktorer for cyklernes pris ligger især i stellet og i geargruppen. 

Som nævnt kan cyklerne fås i enten aluminium eller carbon, og hér vil der være en markant prisforskel mellem de to. 

Derudover er det særligt geargruppen, der består af bl.a. gearskiftere, kæde, klinger, bremser og kassette, der har noget at sige i forhold til prisen. Andre ting som hjul og affjedring spiller dog også ind.

Mountainbikes kan fås fra omkring 4000 kr. og helt op til omkring 100.000 kr. 

De billigste modeller vil normalt være forbeholdt hverdagsbrug og er ikke nødvendigvis det rette valg, hvis du gerne vil ud og køre stærkt på sporet i skoven. 

De mest solgte mountainbikes ligger i prislejer omkring 7000-15.000 hvor udstyret kan klare nogle tæv, og hvor der er lagt vægt på hård offroad-kørsel. 

Hvis du har planer om at køre primært i skoven, er det ofte værd at give en smule ekstra for det rette udstyr. Du mærker måske ikke den helt store forskel til at starte med, men på længere sigt vil de bedre komponenter vise sig mere holdbare og driftsikre.

Mountainbikes kan således fås i masser af forskellige prislejer. Det handler i høj grad om, hvilket behov du har til din nye cykel. 

Hos Cykelexperten.dk hjælper vi dig gerne med at finde den rette model til dine behov.


Hvilken størrelse mountainbike skal jeg vælge?

Ligesom alle andre cykler kan mountainbikes fås i flere forskellige størrelser. 

Størrelsen bestemmes på baggrund af din højde og din ønskede position på cyklen. 

Normalt er det forholdsvis ligetil at finde den optimale størrelse, men i enkelte tilfælde kan det godt være, man falder en smule uden for den oplagte størrelser. 

Ting som skridtlængde, armlængde og positur spiller alle sammen ind, når man skal finde den rette cykelstørrelse, og derfor er det i mange tilfælde en god idé at prøve cyklen før man køber. 

Størrelserne kan, selvom de måles på samme måde på de fleste cykler, variere ret markant fra model til model, og fra producent til producent. 

Hvis du har planer om at købe en mountainbike af samme model og mærke som din nuværende, kan du som udgangspunkt vælge størrelse uden at prøve. 

På nogle modeller er det dog bedst at prøve cyklerne først, for at finde den helt rigtige pasform.

Her på siden tager vi udgangspunkt i de forskellige producenters anbefalinger til valg af cykelstørrelser. 

Når du kigger på en mountainbike vil du kunne se den anbefalede højde på hver størrelser og hver model. Størrelserne og højderne er naturligvis anbefalede, men rammer i langt de fleste tilfælde plet. 

Dette er et særligt effektivt redskab hvis du køber cykel online, og ikke nødvendigvis har mulighed for at prøve cyklen først. 

I nogle tilfælde kan man godt ligge højdemæssigt lige mellem to modeller. 

Med en mountainbike vælger man i disse tilfælde oftest at gå med den mindre model af de to. 

For på sporet handler det om at have fuld kontrol over sin cykel, og det er kort fortalt lettere med et mindre stel. Og så gør det heller ikke det store, at man sidder en smule oprejst, da aerodynamikken er af meget mindre betydning end på landevejen, hvorfor den mindre størrelser er det mest almindelige valg.

Se vores cykel størrelsesguide her: https://cykelexperten.dk/find-rigtige-cykelstoerrelse/


Hvilket mærke er bedst?

Der findes mange mountainbike mærker! 

Mange af mærkerne er faktisk de samme der laver racercykler, så flere af navnende vil nok være velkendte. 

Hos Cykelexperten.dk fører vi de MTB mærker vi synes er de bedste. 

I sortimentet finder du derfor modeller fra brands som Scott, BMC, Giant, Specialized, Bianchi, Bergamont, Cannondale og Trek. 

Alle mærkerne har mountainbikes i flere forskellige prislejer, så man næsten altid kan finde en model der matcher ens behov og prisleje. 

Derfor er det også svært at sige om ét mærke er bedre end et andet, da du hos stort set alle producenterne kan finde både absolutte topmodeller, begyndermountainbikes, og modeller der ligger mellem de to.

For de rigtige mountainbike-kendere er det sikkert særligt mærker som Specialized, Scott og BMC der lokker, men kvaliteten vil også på de andre mærker, være tilsvarende høj i lignende prislejer. 

Igen handler det i høj grad om hvordan du har planer om at bruge din mountainbike. 

Hvis du skal køre hårdt i skoven, er det en god idé at investere i noget bedre udstyr, mens du, hvis cyklen kun skal bruges til transport, sagtens kan spare en smule på både stel og udstyr. Mange af geargrupperne og affjedringerne vil være de samme på tværs af de forskellige mærker. 

Kort fortalt er det, hvis du f.eks. skal bruge en cykel til motion på sporet, tæt på underordnet om det er en Scott, en Giant, en Specialized eller et helt fjerde mærker. 

Find en cykel du føler dig godt tilpas på og som matcher dine behov.


Hvor mange gear er der på en mountainbike?

Det kan variere meget, hvor mange gear der er på en mountainbike. Tendensen gennem de senere år har faktisk været, at antallet af gear er blevet mindre og mindre. 

Særligt på sporet, hvor man har rigeligt at koncentrere sig om, har man ikke brug for alt for mange gear, så man på mange modeller nøjes med bare én klinge fortil og en stor kassette bagpå. 

Den store kassette giver den rette udveksling, så man både kan køre stærkt på flade stykker, og få presset cyklen op ad de stejleste stigninger. 

Ét-klinge setuppet gør det nemt at holde styr på gearene, og du vil aldrig skulle bekymre dig om de overlappende gear mellem en stor og en lille klinge. 

På disse modeller vil der normalt være mellem 10 og 12 gear på en mountainbike.

Nogle mountainbikes, særligt i den billigere ende, er dog stadig udstyret med to eller tre klinger fortil. 

Gearantallet ligger derfor mellem 18 og 30 på de forskellige modeller. 

Det er sjældent man har brug for alle gearene, men afhængig af hvor man bruger sin mountainbike, kan man komme godt omkring i udvalget. 

På mountainbikes der bruges til transport eller grusstier, er det ofte mere populært med et større udvalg af gear. Gearene er nemlig både tungere og lettere på disse modeller, så man både kan køre stærkt på landevej og sti, og samtidig har lette gear til at tage de helt stejle stigninger i roligt tempo.

Gearantallet på en mountainbike kan altså variere en hel del fra model til model. 

Igen, bør du her overveje hvordan du skal bruge din MTB, da antallet af gear kan have en ret stor indflydelse på din oplevelse.


Hvilket gear til mountainbike?

Der findes masser af forskellige geartyper til mountainbike. 

Generelt vil cyklerne i vores sortiment dog være udstyret med gear fra enten Shimano eller SRAM. Om gearet er fra den ene eller den anden, gør egentlig ikke den store forskel. 

Dét der har stor betydning er gearets kvalitet, og sammenhængen med hvordan du skal bruge din cykel. 

Hos begge producenter vil du have valget mellem helt op til 10 forskellige geargrupper af varierende kvalitet. De bedre geargrupper er af højere kvalitet, og er derfor mere pålidelige og slidstærke i hårde forhold. 

På mange af modellerne vil du derfor ikke mærke den helt store forskel til at starte med, men i længden vil kvaliteten vise sig ift. særligt holdbarheden.

Hvis du vil forberede dig lidt på forhånd, kan du med fordel læse op på de forskellige gear-hierarkier fra Shimano og SRAM. 

Der er mange navne og modeller at holde styr på, men med en lille smule læsning kan du få en ret god forståelse af, hvilke geargrupper der passer til hvilke modeller.

Du kan med fordel læse vores guide til Shimano geargrupper, så du får et overblik over de mange muligheder.


Hvilke sko til mountainbike?

Der er normalt to valg, når man skal vælge sko til mountainbike. Enten kører man med flade pedaler, og kan bruge flats sko, eller også kører man med klikpedaler og skal bruge sko der matcher dertil. 

Klikpedalerne er de mest udbredte, da de sikrer god kontrol og et effektivt tråd. For at køre med klikpedaler skal du bruge et par cykelsko der passer til. 

På mountainbike kaldes systemet normalt for SPD, og på skoene monteres de klamper der bruges til at klikke i pedalerne med. 

Mountainbike sko er stive i sålen og sidder tæt om foden, så man både kan træde og trække i pedalerne. Undersiden har plads til montering af klamper, og er prydet med knopper, der giver greb når man står af cyklen. 

Der er masser af forskellige MTB sko at vælge fra, og masser af forskellige prislejer. 

De billigste modeller starter fra omkring 800 kr. og er glimrende til næsten alle behov, mens de dyrere modeller med carbonsål og lækrere materialer er lavet til den seriøse rytter.

Alternativet til klikskoen er en flats cykelsko. 

Flats cykelsko bruges sammen med flats pedaler. Flats pedaler, eller platform pedaler, er i princippet almindelige flade cykelpedaler men har ofte en større overflade og knopper der sikrer brugerens greb. 

Pedalerne er populære hos dem der gerne vil undgå at sidde fast i pedalerne. Her er det mere naturligt at stå hurtigt af og på cyklen, da man ikke er klikket fast. 

Disse sko og pedaler er derfor populære hos begynderen, eller dem der gerne vil dyrke hop og tricks på deres MTB. 

Flats sko til mountainbike ligner almindelige gummisko, men er med en stivere sål, og ofte en helt jævn underside, så du har lige godt greb, uanset hvordan skoen lander på pedalen.


Hvad vejer en mountainbike?

Mountainbikes kan variere meget i vægt. 

Billigere modeller vil ofte være i den tunge ende, mens de dyreste modeller ikke vejer meget mere end en racercykel. 

De tungeste modeller vil ligge omkring 14-15kg og vil være dem med aluminiumsstel, og i nogle tilfælde dobbelt affjedring. 

De letteste modeller kan klemmes helt ned omkring 10-11 kg og er med carbonstel og super gear og affjedring.

Vægten er, ligesom på mange andre cykler, også en faktor på mountainbiken. I skoven er det dog værd at bemærke at vægten ikke har helt så stor betydning som f.eks. på en racercykel. 

Det handler i lige så høj grad om at finde en MTB man føler sig tilpas på, og som man kan styre effektivt gennem skovens spor. 


Er mountainbike farligt?

Mountainbike er som udgangspunkt ikke farligt. Det er dog mere teknisk krævende end f.eks. kørsel på landevejen og grusstien, da skovens forhindringer er en helt naturlig del af MTB kørsel. 

Her er rødder, sten og et ujævnt underlag der skal overkommes på turene, og hér er der selvfølgelig mere at være opmærksom på end på en flad cykelsti eller landevej. 

Med det rette udstyr og teknikken på plads, er det dog overhovedet ikke farligt at køre MTB. 

Hvis du ikke tidligere har prøvet kræfter med sporten, kan du med fordel starte ud på nogle grusstier, eller nogle af de lettere spor. De fleste MTB-spor i Danmark er mærket efter deres sværhedsgrad. 

Derfor har du i flere skove mulighed for at vælge flere forskellige ruter, og dermed sigte efter dem der matcher dine evner. Så længe udstyret er i orden, og du husker både hjelm og handsker er du dækket ret godt ind, hvis du skulle være uheldig at vælte på cyklen. 

Man vælter generelt oftere på mountainbike, fordi forhindringerne er flere og kravene til teknikken større. 

Man skal dog huske på, at farten også er markant lavere end f.eks. landevejen, så et styrt i mange tilfælde ikke har den store betydning undervejs på turen.


Hvordan foregår et mountainbikeløb?

Et mountainbikeløb adskiller sig ret markant fra et løb på f.eks. landevejen. 

For eksempel er ruten markant mere teknisk, og næsten altid i skov eller grusområder, hvor man bliver udfordret både på form og teknik. 

Derudover er både distancen og køretiden kortere end et klassisk landevejsløb. 

Normalt varer et MTB-løb mellem 1-1,5 timer i de mest almindelige formater, selvom nogle, de såkaldte maratonløb, sagtens kan være meget lettere. Løbene er med meget høj intensitet, og man kører ofte for fulde drøn fra start til slut. 

Da man ikke har samme mulighed for at ligge i læ som på landevejen, er der meget mindre taktik i et MTB-løb. Her er det i høj grad et spørgsmål om, hvem der er i bedst form og har den bedste teknik. 

Som motionist kan du deltage i et væld af mountainbikeløb over hele landet. 

For et lille beløb kan du deltage på både lettere og sværere ruter, og udfordre dig selv og dit udstyr i konkurrencer mod andre ryttere. 

Som udgangspunkt er det nok en god idé at træne både form og teknik inden du giver dig i kast med et rigtigt cykelløb, men selv med få måneders træning bør du have et ret godt udgangspunkt for at deltage i konkurrencer.


Hvilken mountainbike skal jeg vælge?

Dit valg af mountainbike skal baseres på dit behov. Der er så mange forskellige typer og prislejer at vælge fra, at det er umuligt at give ét rigtigt svar på dette spørgsmål. 

Hvis cyklen blot skal bruges til og fra skole et par gange om ugen, kan man sagtens nøjes med én af de billigere modeller. 

Hvis du omvendt har planer om at gøre en god figur på de tekniske spor, evt. i forbindelser med konkurrencer og løb, er det en bedre idé at sigte efter nogle af de lidt dyrere modeller, hvor udstyret og stellet er lavet til at håndtere forhindringerne. 

Overvej derfor hvor og hvordan du har planer om at bruge din nye MTB, og find en model der matcher dine behov. 

Hos Cykelexperten.dk hjælper vi dig gerne med at finde den helt rigtige model for dine behov. Hvis du handler via vores webshop kan du bruge de mange søgekriterier til at indsnævre det store sortiment, og har du spørgsmål, sidder vi altid klar på telefon og mail. 

I vores Megastore i Vanløse har vi altid masser af mountainbikes i forskellige prislejer på lager. Her har du mulighed for både at se og prøve de mange modeller. 

Vores dygtige ekspedienter står altid klar til at hjælpe dig godt på vej. 

I nogle perioder finder du også stærke MTB tilbud evt. på modeller fra de forgangne år. 

Se det samlede udvalg af MTB her på webshoppen, eller læg vejen forbi Vanløse til en snak om dine muligheder.

Vil du vide mere om mountainbikes, så kan du læse vores store guide til nybegyndere her.