6 års garanti på cykler
Cykler lige til døren
4.7 stjerner på TrustPilot

Vuelta a España 2013

Årets sidste Grand Tour blev ikke den kedeligste. Årets Vuelta kommer til at bestå af et stærkt felt af kendte ryttere, men samtidig et meget lige felt, hvor ingen kan udnævnes til klar favorit på forhånd. Samtidig har arrangørerne sørget for at få presset hele 11 afslutnigner opad ind i programmet.

Favoritter
Det er svært at vælge hvilke ryttere der præcist skal stå som favoritter i årets Vuelta, da der i år er mange store navne med, som alle har præsteret godt i sæsonen. Vi har dog forsøgt at liste de mest spændende ryttere i årets løb.

Rafael Majka
Rafael Majka kommer nok ikke til at vinde Vueltan. Han er dog en af Team SaxoBank-TinkoffBank’s nye store talenter og viste en stærk profil som kaptajn i Giroen på trods af sin unge alder og manglende erfaring. Majka bliver alt andet lige en spændende rytter at følge i årets Vuelta.

Alejandro Valverde
Valverde sluttede på en skuffende 8. plads i årets tour, men gjorde faktisk en god profil i det meste af løbet. Valverde har selv udtalt at han går ind til årets Vuelta uden noget pres, men han kommer nok ikke bare for at være med alligevel.

Thibaut Pinot
Pinot har været mange franskmænds håb til en ny stor klassementrytter, så det var til stor skuffelse da han ikke levede op til forventningerne i årets Tour. Det skulle dog skyldes at bronkitis havde plaget den unge rytter under touren. Derfor er det med spænding at vi følger Pinot i hans jagt på et comeback.

Rigoberto Uran
Uran sluttede som nr. 2 i årets Giro og har set stærk ud. Sidste år lykkedes det også den forholdsvis unge rytter at køre sig ind på en anden plads i verdensmesterskabet i linjeløb. Uran har i år et stærkt Sky mandskab i ryggen og har endda støtte fra en anden af løbets favoritter Sergio Henao.

Joaqium Rodriguez
I årets Tour så det fra start ud til at Rodriguez ville floppe totalt, men han kom stærkt tilbage og endte alligevel på podiet på en samlet 3. plads. Sidste år endte Rodriguez på en samlet 3. plads i Vueltaen efter at have siddet i den røde trøje i det meste af løbet. Lige meget hvad er han en stærk rytter på stigningerne og helst de skarpeste af dem.

Vincenzo Nibali
Som vinder af årets Giro d’Italia er der store forventninger til Nibali. Nibali har altid en aggressiv og spændende kørestil som betyder at et løb let kan blive vendt på hovedet når Nibali er med. På sit hold har Nibali både Brajkovic og Fuglsang. Det bliver altså et svært hold at matche for konkurrenterne.

Ruten
Årets rute er vildere end nogensinde. Med hele 13 bjergetaper og 11 afslutninger opad bliver det en rute der tilgodeser de lette bjergryttere. Samtidig er der både en enkeltstart og en holdtidskørsel på programmet, hvor holdet kommer til at have stor betydning. Hvis du ikke kan nå at se alle etaper skal du som minimum prøve at finde tid til etape 14, 15 og 20. Det er her der nok vil blive tabt mest tid på de stejle stigninger.

Hos Cykelexperten glæder vi os i hvert fald til 2013’s udgave af Vueltaen