6 års garanti på cykler
Cykler lige til døren
4.7 stjerner på TrustPilot

7 gode råd: Sådan får du styr på sikkerheden, når du kører elcykel

Danskerne cykler som aldrig før, og særligt elcyklen er i de senere år blevet en populær transportform. En elcykel er en cykel med en motor og et batteri, der med elektricitet assisterer brugeren op til almindeligvis 25 km/t. Både farten og vægten er højere end på en almindelig cykel, og det er derfor vigtigt at have styr på sikkerheden inden man bevæger sig ud i trafikken. Her følger 7 råd til hvordan du kommer sikkert afsted på din nye elcykel.

Find en ordentlig cykel
At din elcykel er af god kvalitet, er essentielt for din sikkerhed på cykelstien. Elcykler er både tungere og hurtigere end almindelige cykler – både motor, batteri, stel og komponenter bør derfor være af topkvalitet. Man kan nemt finde billige elcykler, men hér går man på kompromis med den samlede kvalitet. Hos Cykelexperten.dk er alle vores modeller grundigt testede, og vores udvalg består kun af de bedste mærker og modeller.

Lær din cykel at kende
Selvom elcykler i dag bliver konstrueret meget lig almindelige cykler, er det en god idé at lære sin nye cykel at kende inden den for alvor tages i brug i trafikken. Den øgede fart er én af de faktorer der står i kontrast til den ’almindelige’ cykeloplevelse. Med en vægt på op imod 26kg er på- og afstigning desuden en vigtig faktor. Find en stille vej, og øv dig i at stå af og på cyklen – det tager ikke mange minutter, og forbedrer sikkerheden for både dig og dine medcyklister.

Husk hjelm
Der er ingen lov om brug af cykelhjelm på standard elcykel, men ligesom på en almindelig cykel er det altid en god idé. Du kan som udgangspunkt benytte en almindelig cykelhjelm, om end det er værd at overveje brugen af en hjelm, specifikt designet til elcykelbrug. En sådan hjelm er således kraftigere konstrueret end en standardhjelm. Hjelmen kan redde dig, hvis uheldet en dag skulle være ude.
Du kan med fordel benytte en trafikvest for ekstra synlighed og sikkerhed i trafikken.

Vær opmærksom i trafikken
På en elcykel er farten højere end almindeligvis. Du må derfor stille større krav til din egen opmærksomhed, både på cykelsti og landevej. For billister, gående og andre cyklister kan det være svært at gennemskue, hvorvidt du kører på en elcykel, og dermed hvilken fart du nærmer dig med. Du bør derfor hele tiden være opmærksom på dine omgivelser.
Få din cykel serviceret
Du bør løbende få din elcykel serviceret hos et certificeret værksted – allerhelst dér, du har købt cyklen. En elcykel er et mere kompliceret transportmiddel end en almindelig cykel, og kan ikke serviceres af hvem som helst.

Det anbefales at man får serviceret sin elcykel mindst én gang årligt, og at man ligeledes får skiftet dæk og bremseklodser med jævne mellemrum.

Læs manualen
Læs den manual der hører til din cykel og det integrerede motor/batterisystem. Manualen udleveres enten sammen med cyklen eller kan downloades online, og giver dig instruktioner til hvordan du bedst passer på din nye elcykel. Her kan du desuden læse om den garanti der er tilknyttet cyklen, og hvordan de elektroniske komponenter betjenes.

Brug cyklen som den bør bruges
I manualen står det desuden beskrevet at der ikke bør ændres på cyklens fundamentale indstillinger. Vi fraråder således kraftigt, at man anskaffer diverse tuning kits- eller værktøjer. Ved at ændre på cyklens fartbegrænsning, sætter du både dig selv og dine medtrafikanter i fare, da cyklen og de tilhørende komponenter kun er konstrueret til en hastighed på 25 km/t. Ønsker du at køre hurtigere, bør du overveje en Speed Pedelec elcykel hvor både cykel og udstyr kan håndtere hastigheder op til 45 km/t.